På klinikken ser vi meget ofte patienter med problematikker i skulder. Vi vælger her at beskrive en klassisk skulderproblematik, som vi ser meget ofte – nemlig afklemningssyndrom i skulderen.
Afklemningssyndrom i skulderen
Afklemningssyndrom (også kaldet indeklemningssyndrom eller impingement) i skulderen sker som følge af for lidt plads i skulderleddet.
Symptomerne er tiltagende smerter i skulderen trækkende ud i armen, og det kan være svært at sove / finde ro på grund af smerter, når man ligger på skulderen.
Årsagerne er mange men kan eksempelvis skyldes skader på muskler efter længere tids belastning eller følger efter et traume på skulderen.
En del af de patienter, vi ser, arbejder siddende ved computer og har fremadtrukne skuldre. Den holdning giver i sig selv mindre plads i skulderen, hvilket på sigt kan medføre afklemningssyndrom,
Forebyggende øvelse
En god øvelse for alle, der har stillesiddende arbejde, da anbefaler vi at lave følgende øvelser for at forebygge afklemningssyndrom:
Hold hænderne med håndryggen under lænden. Pres skuldrene ned og albuerne mod hinanden – hold stillingen i 5 sekunder og slap af. Gentag 10 gange.
Stræk herefter musklerne: Samme udgangsstilling som før, pres albuerne fremad og indad, så der kommer et stræk af musklerne bagpå skulderleddet. Hold spændingen 30 sekunder. Pres derefter albuerne bagud, så der kommer et stræk af musklerne foran på skulderen. Hold spændingen 30 sekunder.
(Billeder og inspiration til øvelserne er lånt fra: http://www.sportnetdoc.dk.)
Lav gerne øvelserne hver time, hvis det er muligt.
Når skaden er sket – behandling
Det er forskelligt, hvor i forløbet vi ser patienten første gang.
Et helt almindeligt forløb kan være, at egen læge forsøger at afhjælpe patientens smerter med en blokade. Det kan i nogle tilfælde afhjælpe smerterne.
Hvis ikke blokade hjælper, så er det almindeligt at tage et røntgenbillede for at se, om der er forandringer på knogledele, som kan forårsage mindre plads i leddet. Det er også helt almindeligt at lave en ultralydsscanning, hvor man kan se bløddele i leddet.
Hvis der ikke findes noget operationskrævende på røntgenbilledet og/eller ultralydsscanningen, så er det ofte her, der forsøges med fysioterapi.
Det hænder også, at fysioterapi er lægens første valg i forhold til at hjælpe patienten af med sine skuldersmerter, og når vi har undersøgt skulderen, så vurderer vi altid, om det vil være en fordel med blokader, røntgen eller ultralydsscanning, før vi sætter ind med fysioterapi.
Når man har et afklemningssyndrom, så er det vigtigt, at man som patient væbner sig med tålmodighed. Det kan være en lang proces at få trænet sine muskler op til at få en bedre holdning og dermed bedre plads i skulderleddet.
En genoptræning af skulderen kan nemt tage mellem 6-12 måneder.
Udover at stå for genoptræningen af skulderen, så behandler vi skulderen med traditionel fysioterapi efter individuelle behov. Det kan fx være massage, ultralyd, trykbølge og ledmobilisering.
Hvis smerterne tager til under behandlingen/genoptræning, så kan der blive tale om en MR-scanning via egen læge og herefter speciallæge, og evt. efterfølgende en operation.